Forside Præster Menighedsråd Personale Gudstjenester Kalender Børn/unge Kirker Set & Sket

HUNDBORG

JANNERUP

VANG

VORUPØR

V. VANDET

Artikel-arkiv

For 5 århundreder siden oplevede folk den nyere verdenshistories iskoldeste nervegys. Det blev til et sindsoprivende drama med højspænding for fuld hammer. Det hele startede med en hammer. Der var ingen i verden, der magtede at løfte den, bortset fra én – en, der følte med de svageste.

Derfor gjorde Gud ham til den stærkeste.
Derfor lod Gud ham svinge hammeren.
Derfor lod Gud ham tvinge hele kirkens kyniske magtelite i knæ.

Hammerslaget udfordrede to mastodonter på én gang: både kejserens verdensrige der strakte sig fra Europa og helt til Sydamerika og pavens jordomspændende kirkeimperium. Alt forandrede sig – især også hos os i Danmark.

En kutteklædt skikkelse kom ud af sin tænkeboks, knaldede hammeren ind i kirkedøren og slog en lap papir op. På den stod nogle tanker. Cirka hundrede. Vi kalder dem "De 95 teser". Sådan startede det. Hammerslaget irettesatte en bedragerisk organisation af menneskesmuglere. Den tog penge med løftet om at smugle forpinte sjæle fra djævlens torturhelvede til det forjættede asylland, der flyder med mælk og honnning – paradiset. Organisationen var kirken, og smuglerkontrakten hed aflad.

Nogen mener, den kutteklædte slet ikke brugte en hammer. Det gør kun miraklet større, for hammerslaget hørtes fra Europa til Amerika. Det gav genlyd gennem fem århundreder og afslørede afladshandlen for det, den var – det rene snyd. For kirken holdt ikke, hvad den lovede. Paven kunne ikke smugle folk ud af djævlens torturkamre. Vatikanet ville kun malke folk for penge.

Hammerslagets tordenbrag fik den spinkle mand til at ryge direkte ind på pavens dødsliste. For at redde ham besluttede en håndfuld trofaste venner at kidnappe ham og skjule ham inde i skovene på en borg.

Mandens navn? Martin Luther! Det var ham, der gjorde, hvad ingen af de talløse munke, præster, teologer, kardinaler og paver var villige til at gøre: at kradse nogle ærlige sætninger ned, svinge hammeren og banke dem ind i kirkedøren! Det hændte i det Herrens år 1517. Om lidt fejrer vi 500-års-jubilæet. I dag, 500 år senere, står han stadig, hvor hammerslaget fandt sted – nu i form af en bronzestatue, som om han ville sige: "Her står jeg og kan ikke andet!"

Når vi kigger på statuen, ser vi noget iøjefaldende: ærmet! Fotoet viser det ret godt. Med et stort ærme! Et rigtig stort et! Hvad står ærmegabet for? At Luther vælger side. At han forkaster "dødens gab" til gavn for "livets gab"!

Mens han skjuler sig bag et nygroet fuldskæg og Wartburgs tykke mure, drager han under det falske navn "junker Jørg" med ud på jagt. Pludselig er jagthundene i hælene på en ung hare. Det lille dyr zigzagger hjælpeløst på kryds og tværs hen over lysningen for ikke at blive bidt ihjel. Den er helt i panik. Luther føler for det lille liv. Han går i knæ og sænker armen lidt ned mod jorden. Den lille hare griber chancen, hopper i sin dødsangst op ad Luthers hånd og lige ind i det store ærme. Fromt folder reformatoren hænderne og lader som ingenting.

I dette følelsesfyldte øjeblik lader Gud en sandhed gå op for dyrets redningsmand. Pludselig ser Luther hele hændelsen i et større lys: Den lille hare er forfulgt, og han selv – Luther – er også forfulgt! Den lille hare står på jægernes dødsliste, og han – Luther – står også på dødslisten! Jægerne og hundene vil gøre det af med haren, kejseren og paven vil også gøre det af med ham – Luther! Den lille hare skjuler sig for at undgå døden, og han – Luther – skjuler sig også for at undgå døden.
Jægerne fatter ikke en brik. Hvordan i al verden kan denne mand finde på at beskytte en lille hare? Hele jagtens formål er jo at forfølge og dræbe!

Men Martin Luther føler det lille liv ryste over hele kroppen. Han føler harens bange åndedrag på sin arm. Han føler det lille hjerte banke i panik mod sin hud. Han er dybt rørt. Midt under jagten overmandes han af medfølelse for det arme, forpinte liv. Og tanken strejfer ham: "Verdens to mægtigste 'jægere' – kejseren og paven – har givet signal med jagthornet! Jagten er gået ind på mig! Jeg er selv denne lille hare!"

Og straks prædiker han. Jagten forvandler sig til en gudstjeneste. Det er en forkyndelse fra hjertet. De forbavsede jægere tror ikke deres egne ører, da de hører ham sige: "Jeres glubske jagthunde – se, det er pavens bødler!"

Det skete for 500 år siden, og når vi prøver at løfte blikket højere op, får vi øje på en sandhed, der gælder os alle: Ja, signalhornet har lydt! Jagten er gået ind på os! Det jordiske livs "bødler" – sygdommens, ulykkens, alderens blodhunde – er i hælene på os alle! Vi står alle på Dødens dødsliste!
Lille hare, lær os at gøre, hvad du gjorde! Lær os at undgå dødens gab og søge hen til "livets gab"! Til ham som siger "Jeg er livet"! Til ham, hvis stærke hånd og arm tager imod os med al sin kærlighed! Luther kunne ikke værne om den lille hare i det lange løb, men du kære Gud – du kan! Du kan i al evighed give os sandhed og sundhed, ly og liv!

Med kærlige hilsner
Anne Marie Nande Kraft

Vi fejrer Luther! Anne Marie Nande i Luther-look!

Ærmer som beskærmer. Dybt inde i skoven ligger det sted, han blev bortført hen og skjult for hele verden!

2017-luther-program

Hvor lang tid er det siden?

To hundrede år?

Tre hundrede år?

Nej – fem!