Artikler

Træenigheden – den dag Gud sendte Pastor Munk

artikel træenigheden 1artikel træenigheden 2

Tag den store remotekontrol og spol verdensfilmen 200 år tilbage! Vi befinder os i det herrens år 1818!

Hvad ser vi?

Intet!

Hele regionen fra Vang City, Hundborg Big City til Costa del Vorupør er totalt ryddet for træer. Jorden er “tomhed og øde”. Historiske stemmer taler om en fuldstændig “nøgen Egn”.

Pludselig slår kirkeklokken 1819, og en fremmed rider ind i Vang. Ifølge historiske breve er det en såkaldt “Præst, Hr. Munk”. Præstetavlen i Vang Kirke kalder ham “Munch”. Han er svaret på borgernes bønner. De længes efter en, som forsvarer stedet mod vantro, håbløshed, sandflugt og jordens fattigdom. Den nye præst er fattig som en kirkerotte, men gør en banebrydende indsats. Han forkynder ikke kun Skaberens ord Træer skal rejse sig på jorden! (1 Mosebog 1,11), men får det også til at ske! Sammen med folk fra egnen tilslutter han sig den guddommelige modstandsbevægelse mod jordens “tomhed og øde”. De begynder at plante herlige træer. Deres bøge og ege starter som lilleputter, men bliver 200 år gamle giganter, høje som kirketårne. Sådan skaber pastor Munk en natur- og kulturarv, “nyttig for det Offentlige” og “Efterkommerne”.

2019 fejrer vi 200-årsjubilæum for pastor Munks initiativ.

artikel træenigheden 3
Søndag efter en gudstjeneste kommer vi ud af Vang Kirke. Hvem venter og hilser på os? Et træ! Og endnu et træ. Og et til! Og atter et! En imponerende livgarde på 20, 30 meter høje bøge saluterer os. Danmarks største bøgehæk kalder vi dem for sjov. Landets måske højeste hæk vifter og vinker til os med tusind kviste og blade. Når vi nærmer os og lytter med hjertet, hører vi en smuk sang suse og bruse i dem: Der er et yndigt land, det står med brede bøge, nær salten østerstrand… Det bugter sig i bakke, dal. Det hedder gamle Danmark… Sangen giver genlyd i sjælen, og alt det takker vi pastor Munk.

artikel træenigheden 4
I dag er mange af præstens gamle kæmper fældet. Eller faldet i krigen mod sygdom og alder. Nu er det os, der må gå ind for Guds og pastor Munks store skaberværk. Lad os bakke op om de brede bøges stærke hjemmeværn mod blæst og storm!

I fjor, da reformationen rundede 500 år, hyrede menighedsrådene en ny våbenfælle til hjemmeværnet: en 4 meter høj blodbøg – Reformationstræet!

Til ære og gavn for 5-stjerne-sognene har vi desuden plantet en 5 meter høj bøg, som er blevet døbt 5-Stjerne-Træet. Og så blev der plantet endnu flere træer.

artikel træenigheden 5
Treenighed og “træenighed” hører sammen. Vil man vide, hvad vores trossamfund er, må man vide, hvad et “træsamfund” er. Til træsamfundets støtter hørte forrygende foregangsfolk  som J. P. Jacobsen, H. C. Andersen og vores pastor Munk. Til ære for sidstnævnte hedder det første træ i “Danmarks største bøgehæk” Pastor-Munk-Bøgen. Den vældige kolos af et træ knejser ved siden af kirkegårdens låge mod øst.

Så har vi også en superspændende bøg ved navn H. C. Andersen-Træet. Det er 200 år gammelt og omgærdet med mystik. Det har fået H. C. Andersens navn, fordi eksperter ­– to pensionerede (men stadig passionerede) skovridere – kom på sporet af eventyragtige “heksekostlignende gevækster” på det.

artikel træenigheden 6
Så er der selvfølgelig J. P. Jakobsen-Egen. Det er den nordlige nabo til H. C. Andersen-træet. Den fik J. P. Jacobsens navn, fordi den minder om træet i digterens verdenberømte novelle Mogens: “et gammelt Egetræ” med “sorte og tykke, krogede Grene, som meest af Alting lignede grovt fortegnede gammelgothiske Arabesker”.

Og så, midt i præstehaven: vores måske ældste kæmpe – Kaptajnstræet! Oldingen, en fransk spisekastanje, har allerede tabt nogle af sine stærkeste grene. Nogen gange toner et godmodigt skipperansigt frem i stammen og råber ordrer. Eller er det blot blæstens basun?

artikel træenigheden 7
Som far så søn: Jesus kom med samme kærlighed til træer, som Gudfader viste på tredje dag, da han sagde, at det med træerne var rigtig godt! Jesus bragte os læren om træenigheden. “Jeg er træet, I er mine grene!” sagde han. I kraft af ham er vi alle et “træ-samfund”. Vores alles træ er så bredt, så stort, at det lever fra evighed til evighed! Dette træs livskraft kan redde os alle!

artikel træenigheden 8
Præstehaven er pastor Munks prædiken til os alle. Hans prædiken lever i træerne og fortæller os, at Jesus er træet. Og vi er hans grene. Igennem sit indre sender træet det evige livs gnist til hver en kvist. Tro på træet og kvisten, så er du kristen! Så får du træenighedens og treenighedens evige frelse!

Af sognepræst Anne Marie Nande Kraft