Femstjerne-sognene på udflugt!
Fredag 19. juni! Hundborg Sognehus! Allerede tidlig om formiddagen troppede femstjernepastoratets rejselystne folk op og tog plads om bord på dobbeltdækkeren, der var gul som en kanariefugl. Næppe var den ude af Hundborg, før den ved et trylleslag forvandlede sig til en rullende højskolesangbog, der susede gennem Thy i takt til muntre sange, skudt i gang af John Klostergaard. Målet? At få sunget hele højskolesangbogen igennem? På vej til Silkeborg? Godt hjulpet af ikke mindre end fire fuldvoksne kirkesangere? Ja, måske. Vi stemte i hvert fald alle glædeligt i. Så, hvor fjorden var mest blå, nød det syngende femstjernepastorat de medbragte rundstykker sammen med den smukke udsigt og rigtig god jordbærmarmelade.
Tusindvis af mennesker valfarter hvert år til Silkeborg for at hilse på en hængt herre, som stadig har løkken om halsen. Han hedder ‘Tollundmanden’, er over 2.000 år gammel, og han kender ingen forskelsbehandling. Som allerede apostlen Paulus krævede, udviste Tollundmanden samme respekt for store og små, mænd og kvinder, folk fra Vang og Vorupør.
Nu gik det videre over stok og sten. Vores kanariegule sangbog rullede langs Gudenåen, så et sandwich- og sodavandsstop – herligt, når man er blevet sulten! Herefter et brag af et ørneshow! En langskægget falkoner –”Falkemanden” – lod skiftevis høge, hornugler, slørugler og havørne flyve om ørene på os. Hjælp!, nogle sætter sig på vores arme, skuldre og hoveder! Tage fik sat lange kaninører på, og nu kunne rovfuglene sååå godt li’ ham, og straks forfuglte, nej: forfulgte, de det formentlige bytte! Med et sad der også en rovfugl på mit hoved! Nogle værnede sig under paraplyer, for man ved aldrig, om en rovfugl ikke pludselig siger “hej” med næb og klør. Vi overlevede og alle var enige om, at ørneshowet overgik vores vildeste forventninger!
Nu den velfortjente pause. Nogle havde bagt om kap – en stor TAK! –, vi nød den dampende kaffe, de hjemmebagte kager, og livet lige ud af picnickurven. I smukke Mariager slappede vi af i den høje hvide kirke, sang “Det dufter lysegrønt af græs”, og hørte historien om den store ørn, der udfordres af myggen. Derefter en middag på Postgaarden. Over den lækre 3-retters-menu med isdessert indfandt det smukkeste sommervejr sig, og vi begyndte at solbade på terrassen. Så blev det store kompas pakket ud, og det syngende femstjernepastorat susede hjem!
Sikke en skøn skøn udflugt! En stor varm TAK for turen! TAK Tage, TAK menighedsråd! Hvornår skal vi af sted igen?
Anne Marie Nande Kraft